Virksom.nu




Kritsana glæder sig til det nye år, hvor hun skal arbejde hos PlejeGribskov

6. januar 2009

Kritsana Lüstrup
Kritsana Lüstrup, der er 38 år gammel, er født og opvokset i Østthailand. Her mødte hun en dansk mand, og de to blev meget forelskede. Da Kritsanas kæreste rejste tilbage til Danmark, savnede de hinanden så meget, at de til sidst besluttede, at Kritsana skulle flytte til Danmark, hvor de i 1999 blev gift. Desværre gik ægteskabet ikke godt, og parret blev for fire år siden skilt.

Kristina har gået i skole i ti år i Thailand. Hendes familie, heriblandt hendes to drenge på 12 og 17 år, er stadig bosiddende i Danmark.

Kritsanas to drenge har boet i Danmark i to år, men for tre år siden flyttede de tilbage til Thailand, fordi de ikke trivedes her. I dag bor drengene i Thailand med Kritsanas forældre. Hun besøger dem og resten af familien ca. to gange om året, typisk i sommer- og efterårsferien, i tre til fire uger af gangen.

Kritsana, der i dag bor sammen med sin danske kæreste i Tisvilde, har gået på sprogskole i Helsingør i halvandet år. Her går hun stadig 15 timer om ugen efter en aftale på tre år. ”Jeg ville gerne lære dansk, fordi jeg rigtig gerne ville finde et job”, fortæller Kritsana, der taler et forståeligt dansk, men stadig har lidt svært ved at skrive. ”Men faktisk synes jeg, at man lærer mere dansk på jobbet, hvor jeg kan tale med andre mennesker”. Kritsana fortæller leende, at det er sjovt at tale dansk med sin mand, når de er på ferie i Thailand. ”De andre forstår os ikke, og jeg føler mig næsten som en turist”. 

I den tid Kritsana har boet i Danmark har hun bl.a. arbejdet lidt i et supermarked med opfyldning af varer. Derudover har hun i ti måneder arbejdet som ufaglært på plejehjem i Hornbæk og ti måneder på plejehjem i Helsingør. ”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med gamle mennesker”, fortæller Kritsana. ”Det er rigtig hyggeligt, og de gamle mennesker kan godt lide mig”.

Kritsana har også arbejdet som rengøringshjælp på en skole. ”Jeg fik ondt i ryggen af det job, og derfor kom jeg på dagpenge”, fortæller Kritsana, der hurtigt så sig om efter et andet job. ”Jeg blev hurtigt træt af at gå derhjemme og ville meget hellere bestille noget og tjene nogle penge”, griner hun. Kritsana havde svært ved at finde et fast arbejde samt et socialt netværk, og derfor henviste Jobcenter Gribskov hende til PlejeGribskov, hvor Kritsana i dag er ansat i køkkenet som opvasker.

PlejeGribskov
PlejeGribskov, der driver plejecenter Helsingegården i Helsinge og Trongården i Vejby, tilbyder alle ydelser på ældreområdet, der visiteres i Gribskov Kommune. PlejeGribskov rummer både botilbud samt ydelser til ældre i eget hjem og tilbyder pleje, praktisk hjælp, aflastning, træning, genoptræning og mad leveret hjemme hos de ældre. 

De mange forskellige ydelser i PlejeGribskov kræver en mangfoldig medarbejderskare med forskellige baggrunde, uddannelser og arbejdsområder, og PlejeGribskov er stolt af deres brede vifte af medarbejdere, der er med til at skabe kvalitet i hverdagen. 

Kritsana glæder sig rigtig meget til at starte hos PlejeGribskov til januar. Hun skal gå i sprogskole om formiddagen, hvorefter hun tager på arbejde. Det bliver ca. 20 timer om ugen, hvor Kritsana skal fungere som opvasker og hjælp i køkkenet. ”Jeg glæder mig bare så meget. Det bliver fedt” fortæller hun spændt.

Hvis du har yderligere spørgsmål, så kontakt HR-konsulent Birgitte M. Hansen (7249 8008)