12. januar 2009
Marina Hansen
Marina Hansen, der er en 45-årig kvinde fra Estland, bor i dag med sin danske mand og 22-årige datter i Danmark. Marina har tidligere boet i Stockholm, og det var her, hun mødte sin mand, der var på forretningsrejse. Parret var i starten af deres forhold usikre på, hvorvidt de skulle slå sig ned i England, Sverige, Danmark eller Estland, og i denne periode talte de derfor engelsk sammen. Senere har de så besluttet sig for at bosætte sig i Danmark, og det blev altså Marina, der skulle til at lære et nyt sprog og en ny kultur.
Marina har været meget opsat på både at lære dansk og få et arbejde. Da hun kom til Danmark i 2006, kunne Marina ikke sproget, så hun startede, sammen med sin datter, der har boet halvandet år i Danmark, på sprogskole, hvor de går de to gange ugentligt. Der foreligger fem moduler, før sprogskolen regnes for gennemført. Marina ligger på modul tre, mens hendes datter allerede er på modul fire, så det går rigtig fint for dem begge.
I Estland har Marina Hansen arbejdet indenfor servicebranchen, bl.a. på kontor og en bar. Efter hun kom til Danmark, har Marina haft forskellige småjobs, senest som rengøringsassistent og som ansat på et kursuscenter i Tisvilde. Men grundet sproglige problemer er Marina aldrig faldet til på hendes tidligere arbejdspladser, og hun har derfor ikke kunne magte jobbene.
PlejeGribskov
Marina Hansen har for nyligt været til jobsamtale hos Birgitte Hansen, der er HR-konsulent hos PlejeGribskov, og hun fik jobbet.
Birgitte Hansen er som HR-konsulent meget opmærksom på sine nydanske medarbejdere, som hun beskriver som utrolig arbejdsomme og søde. Hun fortæller, at Marina er en utrolig yndig, sød og meget motiveret kvinde, hvor der blot skal tages lidt hensyn til sproget. Derfor kan Birgitte Hansen simpelthen heller ikke forstå, hvorfor der ikke allerede er nogle, der har ansat Marina.
Marina har været ivrig efter at komme i gang, og hun har ønsket at arbejde 37 timer om ugen hos PlejeGribskov, hvor hun står for rengøring af fællesarealer, toiletter og vask af tøj. Birgitte Hansen er opmærksom på, at det ikke bliver for hårdt for Marina, der samtidig skal passe sprogskolen: ”Jeg synes det bliver nogle lange dage for hende, men hun vil så gerne, så nu må vi jo se hvordan det går”, fortæller HR-konsulent Birgitte Hansen, der sætter stor pris på Marinas indsats. Hun nævner i den forbindelse, at Marina er ansat med henblik på, at hun i fremtiden skal have flere udfordringer. ”Hun er meget glad for at bo i Danmark, især nu hvor hun har fået job. Jeg så gerne, at hun fik en uddannelse inden for sundhedspleje, og jeg vil meget gerne hjælpe hende på vej, også hvis det gælder et job inden for en anden arbejdsplads”. Derudover ønsker Birgitte Hansen også at hjælpe Marinas datter på vej, som hun regner med at ansætte på et senere tidspunkt.
Hos PlejeGribskov findes der mange forskellige ydelser på ældreområdet, herunder botilbud, ydelser til ældre i eget hjem og tilbud om pleje, praktisk hjælp, aflastning, træning, genoptræning og levering af mad, og det kræver en mangfoldig medarbejderskare med forskellige baggrunde, uddannelser og arbejdsområder. Birgitte Hansen fortæller, at de er utrolig stolte af deres brede vifte af medarbejdere, der er med til at skabe kvalitet i hverdagen. ”Medarbejderne er gode til at støtte hinanden, og de tager sig tid til at forstå og tale med hinanden. Jeg synes det går rigtig godt”, afslutter hun.
Hvis du har yderligere spørgsmål, så kontakt (7249 8008)