Virksom.nu



Det man giver, får man altid tilbage

18. december 2008

I forbindelse med projekt Virksom.nu har to Føtexbutikker i Esbjerg samt Føtex i Ribe indgået et samarbejde med jobcenter Esbjerg omkring en målrettet indsats for personer på kanten af arbejdsmarkedet. I den forbindelse er der i de tre butikker oprettet i alt 15 særlige stillinger til afprøvning af forskellige jobmuligheder og/eller -afklaringer.

Virksomhedens indsats er led i en overordnet virksomhedsstrategi, hvor man har valgt at arbejde målrettet med mangfoldighedsledelse og derfor bl.a. også har ansat en integrationskoordinator. Virksomheden tror på, at det betyder noget at tilbyde udsatte grupper et arbejde og understreger, at CSR sagtens kan gå hånd i hånd med god forretningssans:

”Der skal være et formål med det, for Føtex er en forretning, og så er der jo en bundlinje. Hele pointen er jo også, at det er et meningsfuldt arbejde, vi sætter vores arbejdskolleger til at lave. Det handler om, at de virkelig forstår, at vi gerne vil dem, de er en kæmpe ressource for os, fordi det arbejde de gør, det gør de godt. Ikke blot ved at arbejdet bliver gjort, men personligt bidrager de med noget hver især, der gør deres position vigtig i den store sammenhæng” (Annie Boisen, integrationskoordinator).

Ind imellem er arbejdet med denne gruppe medarbejdere hårdt, fortæller integrationskoordinator i Føtex, Annie Boisen. Det er derfor vigtigt, at der er åbenhed og ærlighed omkring de udfordringer og frustrationer, man kan opleve i forbindelse med arbejdet med udsatte grupper. Det være sig egne frustrationer over manglende motivation eller italesættelse af problemer, som en medarbejder tumler med. Det er ligeledes vigtigt som virksomhed at have mulighed for nogle pauser, hvor man ikke tager nye medarbejdere ind. Det kan give fornyet energi og styrke, så ”det skal være i orden både at sige til og fra” mener Annie Boisen.

Med henblik på at skabe nogle gode forløb for de nye medarbejdere lægges der i Føtex vægt på, at Annie er deltager ved alle visitationer og samtaler. Det kan være med til at gøre forløbet sammenhængende og fastholde medarbejderen. Dernæst uddanner virksomheden egne mentorer, som støtter op og bidrager til at medarbejderen inkluderes i det kollegiale fællesskab. Virksomheden lægger endvidere vægt på, at alle medarbejdere får mulighed for at opkvalificere sig indenfor detailhandel, dels gennem kompetenceudvikling og dels gennem oprettelse af for elev- og praktikpladser. I relation til dette har Annie Boisen en ambition om at starte et netværk af aftagere af arbejdskraft, der efter et jobforløb i Føtex er i stand til at varetage en ordinær stilling.

Selvom Føtex giver meget ud til denne gruppe medarbejdere, vurderer virksomheden, at det godt kan betale sig at gøre en ekstra indsats. ”Det man giver, får man altid tilbage”, er holdningen.

Hvis du har yderligere spørgsmål, så kontakt Annie Boisen (3052 7759)