27. april 2009
En af de virksomheder, der har deltaget i CSR projektet Virksom.nu, er Mammut, en lille virksomhed med omkring 15 ansatte, der producerer arbejdstøj. Virksomheden har tidligere erfaring med ansættelse af etniske minoriteter og havde ingen betænkeligheder ved at tage imod Reza fra Afghanistan, da de blev kontaktet af Faxe Kommune. Reza er nu ansat som elev i firmaet og er godt på vej til at færdiggøre sin uddannelse som beklædningshåndværker.
For Mammut har ansættelsen af Reza ikke kun været med henblik på rekruttering, men i høj grad handlet om CSR. Virksomheden har haft gode oplevelser med ansættelsen af Reza, som bidrager positivt til virksomhedens udvikling og daglige drift. CSR handler ikke kun om social bevidsthed, men er også en mulighed for virksomheder for at få ansat nogle medarbejdere, der i det lange løb kan bidrage til virksomhedens udvikling, og komme med nye ideer til produktionen.
Ansættelsen af Reza har dog ikke været helt uden udfordringer. Der har blandt andet været en sprogbarriere, men dette har virksomheden håndteret ved, at Reza og andre nydanske medarbejdere har modtaget danskundervisning ude på fabrikken. Hermed er undervisningen blevet målrettet de sproglige kompetencer, som virksomhedens arbejdsfunktioner kræver, og det har gjort læreprocessen særlig effektiv og betydet en hurtig sproglig udvikling.
Virksomheden har ligeledes valgt at gøre en dyd ud af at tale åbent om de udfordringer, der løbende er opstået, det være sig i forhold til kulturelle forståelser, opfattelser og måder at gøre tingene på. ”Dette går begge veje. Det drejer sig om åben og fri kommunikation, også medarbejdere imellem”, påpeger Jette, som er personaleansvarlig. Således kan mange potentielle konflikter afvæbnes. Dog bør man være opmærksom på måden, man formidler tingene videre på, således at man ikke støder folk, er erfaringen fra Mammut.
Virksomheden har også deltaget i Virksom.nu’s netværk med andre virksomheder og aktører med interesse for CSR. Hensigten med netværket er at skabe mulighed for sparring og erfaringsudveksling med andre virksomheder i relation til håndtering af de problematikker, der kan opstå i ansættelsen af nydanskere og socialt udsatte. Dette har Jette fundet meget relevant, men for et brugbart udbytte påpeger hun dog, at en udbygning af netværket er nødvendig. Der er endnu for stor overvægt af offentlige instanser og uddannelsesinstitutioner i forhold til virksomheder, som står overfor samme type udfordringer, som dem hun selv har mødt, er hendes oplevelse.
Hvis du har yderligere spørgsmål, så kontakt Jette (5574 0910)